Mediepanik.....

Der er mange medier, hvor både børn og voksne kan fare vild. Mulighederne og meningerne er mange. Jeg tror det handler om, at alt nyt er både spændende og farligt på samme tid.

De faste deltagere i diskussionen er forældrene og fagpersoner, som begge kan trække i begge retninger. Nogle fagpersoner mener, at børn kan blive voldelige af at spille f. eks. Counter-strike og andre mener, at de netop ikke bliver det, da de får afløb for deres aggressioner på en sund måde.

Nogen forældre vælger, at deres børn skal være ”forskånet” for alt det ”farlige”, som det nye medie repræsentere, og i andre familier er mediet en fast del af hverdagen. Man kan bruge lang tid på at diskutere hvilken opfattelse er korrekt. Er det fagpersonernes begrundede opfattelser, der er ”den rigtige” eller er det forældrene, der trods alt kender deres børn bedst?

Jeg mener, at det vigtigste er af nogen tager ansvar på brugen af de forskellige medier og vi som forældre lære vores børn om etik, digital dannelse osv. Vi kan lige så godt se det i øjnene – mediet er kommet for at blive og vil vinde mere og mere indpas i vores hverdag. 

2 pædagogiske perspektiver - et fælles fodslav?

Det mest optimale ville være, hvis alle pædagoger i samme institution havde fælles fodslav og gjorde tingene ens. Eller er det? og er det realistisk?

Vi er 25 i vores klasse på seminariet. Vi får den samme undervisning, får udleveret samme tekstmateriale og skal lave samme opgaver. Med andre ord - der bliver stillet de samme krav til alle de studerende. Men betyder det så, at vi alle kommet ud på den anden side, som fuldstændig ens pædagoger? Det mener jeg ikke er tilfældet. Vi kommer alle med vores kultur, vores perspektiv, vores børnesyn og oplevelsen af, hvad er "rigtigt" og "forkert". Vi bliver alle pædagoger på hver vores måde, og forhåbentligt rigtig gode, på hver vores måde...

Hvad er det gode liv?

Hvad er det gode liv? Er det, at man har penge i spandevis som f.eks. en millionær? Eller er det gode liv, at man bare har til dagen af vejen, men til gengæld er hjemmegående husmor, hvor det nære familieliv er vægtet højt? Eller kunne det være noget helt tredje, som f.eks. en højtuddannet akademiker, der arbejder 80 timer ugentligt, fordi det er vigtigt for ham/hende, at pleje sin karriere? Hvad med de udviklingshæmmede? – lever de et godt og værdigt liv?

Jeg mener, at ”det gode liv” klart er kulturbestemt, og er afhængig af øjnene der ser. Vi ser med hver vores ”kulturbriller”. Vi har alle forskellige interesser og det afspejler sig også i, hvad vi hver især vurderer, hvad der betegnes som et godt liv. Det kan jo godt, være at det jeg vurderer, som det helt rigtige for mig, ikke nødvendigvis er godt for min nabo.

Man kan måske synes, at man da ikke kan sammenligne en millionær med en udviklingshæmmet, som jeg gør i det overstående, men så alligevel…. De har begge ”øjne” og begge parter kan ”se”… - bare ud fra hver deres udgangspunkt/”kulturbriller”.

Jeg vil derfor i mit spørgsmål fra overskriften, vende tilbage til de udviklingshæmmede. Hvad er ”det gode liv” for dem? Er det, at de bliver sat ind i skemaer (hermed menes div. handlingsplaner, læreplaner osv.), hvor de stille og roligt indgår i det ”normale” samfund – så normalt, som det kan blive med deres kompetencer og evner. Man kan også være - i mine øjne - grov og give dem det godt liv ved at vælge dem fra, inden de overhovedet er kommet til verden. Man kunne jo godt have tanken: De kommer jo alligevel aldrig til, at leve deres liv fuldt ud og vil altid være afhængig af andre. Men hvem siger det? – og for hvis skyld gør vi hvad? Vælger vi dem f.eks. fra for deres egen eller samfundets skyld?

Jeg mener ikke, at vi skal gøre os til herre over, hvem der kan få/have et godt liv eller ej. Jeg mener heller ikke, at vi skal bedømme andres liv. Jeg mener faktisk ikke, at vi har kompetence til at vurdere andres ”mening med livet” uden, at man sætter sig i modpartens sted – altså, ændre sit perspektiv og derefter er det ikke engang sikkert, at vi forstår den til fulde.

Jeg er ret sikker på, at de fleste udviklingshæmmede, lever deres liv fuldt ud og er glad for deres tilværelse. De lever det jo bare på deres måde. De lever ”deres” gode liv – såvel som millionæren og den hjemmegående husmor.

Måske er lægevidenskaben og samfundet blevet lidt for gode til, at vurdere på vores/andres vegne, og dermed have lidt for travlt med at putte os alle ned i kasser??? Jeg mener bare…. Hvordan skulle samfundet kunne bestemme ”det gode liv” på dens borgeres vegne, når det kun er den enkelte, der kan vurdere, hvad et godt liv er for dem?