Inklusion - spørgsmål man kunne stille sig selv

Vi har i undervisningen talt meget om Inklusion og dens betydning for alle - voksne som børn - i  institutionsmiljøer.

Vi kan hurtig blive enige om, at Inklusion er vigtigt. Jeg vil vædde med, at du ikke kan finde en eneste institution, der ikke har brugt ordet op til flere gange, da de skrev deres værdigrundlag. Men hvad er Inklusion? Eller rettere, hvad ligger man i ordret? Er Inklusion det samme som rummelighed, eller er det barnets ret til at være unik i et fællesskab?

Inklusion kan hurtigt blive et "værdiord", som vi slynger om os i flæng, men som ingen egentlig ved, hvad betyder i praksis.

For mig betyder ordet, at alle har ret til at være en bidragende del af et fællesskab og at det er pædagogens ansvar, at dette fungerer i praksis. Det betyder - for mig - at pædagogen skal vise vejen for børnene ved selv, at være det gode eksempel. Børn er nemlig så smart indrettet, at de ikke GØR som du SIGER, men GØR som du GØR.....

Vi er helt enige om, at inklusion er vigtigt. Det har stor betydning for det enkelt barn, dets selvværd og barnets udvikling af sociale kompetencer. En god inklusion kan bidrage til, at barnet lærer noget om sig selv - herunder tænker jeg, at barnet føler sig hørt og forstået, men også at det enkelte barn får øje for forskellighed, lærer om tålmodighed og får indsigt i andres situation.

Jeg tillader mig dog, at stille et par kritiske spørgsmål...

Er det mon nødvendigt, at alle skal inkluderes i det store fællesskab?
Jeg tænker bare, at hvis man er et barn, der pga. af generthed, bedre fungerer i små fællesskaber, hvor det hele ikke virker så overvældende, er det så ikke bedre, at inkludere barnet her, fremfor at man partout skal trække det store fællesskab ned over hovedet på barnet? Er det ikke ok, bare at have lov til at være genert, uden der absolut skal laves om på vedkommende for at passe ind? - og er det ikke i virkeligheden, det modsatte af inklusion?

Jeg har også tænkt over, hvorfor alle børn med specielle behov/handicap skal placeres i specielle institutioner? Med min fornuft, kan jeg jo godt se, at det gøres for at man skal placere barnet hvor der er bedst mulighed for at imødekomme barnets behov, men hvad lærer vi vores " normalt udviklede" børn ved det? De lærer da intet om, at folk er forskellige og har forskellige behov og forskellige forudsætninger. Vi lærer dem ikke, at der skal være plads til alle i alle sammenhæng, ved at " gemme" dem væk på specielle institutioner. Lærer vi ikke i virkeligheden vores børn, at det er OK at ekskluderer børn fra fællesskabet, der falder udenfor " den normale kasse"? Så lærer vi jo pludselig - måske ubevidst - vores børn "minusordret" eksklusion.....

Minusord og plusord...... I min verden skal der være plads til alle, og jeg tror man kommer langt med næstekærlighed og forståelse for andre og deres situation.

I virkeligheden handler inklusion - i min verden - om, at hvis vi formår at ændre vores eget perspektiv og kan sætte os i andres sted, kommer meget af inklusionen af sig selv.