Hvad er det gode liv? Er det, at man har penge i spandevis
som f.eks. en millionær? Eller er det gode liv, at man bare har til dagen af
vejen, men til gengæld er hjemmegående husmor, hvor det nære familieliv er
vægtet højt? Eller kunne det være noget helt tredje, som f.eks. en højtuddannet
akademiker, der arbejder 80 timer ugentligt, fordi det er vigtigt for
ham/hende, at pleje sin karriere? Hvad med de udviklingshæmmede? – lever de et
godt og værdigt liv?
Jeg mener, at ”det gode liv” klart er kulturbestemt, og er
afhængig af øjnene der ser. Vi ser med hver vores ”kulturbriller”. Vi har alle
forskellige interesser og det afspejler sig også i, hvad vi hver især vurderer,
hvad der betegnes som et godt liv. Det kan jo godt, være at det jeg vurderer,
som det helt rigtige for mig, ikke nødvendigvis er godt for min nabo.
Man kan måske synes, at man da ikke kan sammenligne en
millionær med en udviklingshæmmet, som jeg gør i det overstående, men så
alligevel…. De har begge ”øjne” og begge parter kan ”se”… - bare ud fra hver
deres udgangspunkt/”kulturbriller”.
Jeg vil derfor i mit spørgsmål fra overskriften, vende tilbage
til de udviklingshæmmede. Hvad er ”det gode liv” for dem? Er det, at de bliver
sat ind i skemaer (hermed menes div. handlingsplaner, læreplaner osv.), hvor de
stille og roligt indgår i det ”normale” samfund – så normalt, som det kan blive
med deres kompetencer og evner. Man kan også være - i mine øjne - grov og give
dem det godt liv ved at vælge dem fra, inden de overhovedet er kommet til
verden. Man kunne jo godt have tanken: De kommer jo alligevel aldrig til, at
leve deres liv fuldt ud og vil altid være afhængig af andre. Men hvem siger
det? – og for hvis skyld gør vi hvad? Vælger vi dem f.eks. fra for deres egen
eller samfundets skyld?
Jeg mener ikke, at vi skal gøre os til herre over, hvem der
kan få/have et godt liv eller ej. Jeg mener heller ikke, at vi skal bedømme
andres liv. Jeg mener faktisk ikke, at vi har kompetence til at vurdere andres
”mening med livet” uden, at man sætter sig i modpartens sted – altså, ændre sit
perspektiv og derefter er det ikke engang sikkert, at vi forstår den til fulde.
Jeg er ret sikker på, at de fleste udviklingshæmmede, lever
deres liv fuldt ud og er glad for deres tilværelse. De lever det jo bare på
deres måde. De lever ”deres” gode liv – såvel som millionæren og den
hjemmegående husmor.
Måske er lægevidenskaben og samfundet blevet lidt for gode
til, at vurdere på vores/andres vegne, og dermed have lidt for travlt med at putte
os alle ned i kasser??? Jeg mener bare…. Hvordan skulle samfundet kunne
bestemme ”det gode liv” på dens borgeres vegne, når det kun er den enkelte, der
kan vurdere, hvad et godt liv er for dem?
