Børnesyn, Møllegården

Møllegården er et opholdssted for multihandicappede  børn - i denne sammenhæng er det børn med mange diagnoser og individuelle udfordringer i deres hverdag.

Møllegården tilstræber, at "se" det enkelt barn og dets resurser . De arbejder inkluderende i deres hverdag og hvert barn har deres særlige plads. Det er et sted, hvor man begynder, helt fra begyndelsen, med små delmål (at kunne sidde stille ved bordet ved spisning, at kunne holde på en gaffel osv.), og derefter arbejder sig stille og roligt op ad. De tilgodeser gennem hele procesen det enkelte barnets udviklingstempo. De ser hvert barn som værende unikt, og at alle liv har værdi. Derfor indrager de også børnene i mange af beslutningerne, der vedrører dem selv - ud fra det synspunkt, at alle har ret til at være medbestemmende og eget liv. De vil gerne opleves som værende en stor famile, hvor stjernestunder, gode relationer, pædagogik tilpasset det enkelte barn og sanseoplevelser er i højsædet. De tilstræber at skabe en hverdag, som er så normal som muligt for hvert barn - på trods af deres handicap. Det er vigtigt for Møllegården, at de er en tryg base for børnene såvel som børnenes familie.

Hvis man skulle sætte et navn på en pædagogisk tænker i sammenhæng med Møllegården, ville mit bud være Célestin Freinet.
Han's tanker omkring at barnet er unikt, at der skal udvises respekt for barnet/individet og for individets særpræg og særlige udvikling, er meget i tråd med Møllegården pædagogik.

De arbejder også inkluderende i deres pædagogik - dog ikke kun inkluderende i det store fællesskab, med også med inklusion i små fællesskaber, da det er det mest hensigsmæssige for børnene.

Personligt synes jeg, at det var et meget spændende oplæg. Man fik et indblik i pædagogens verden indenfor dette felt og hvad der forventes af en pædagog i disse sammenhænge.

Jeg tror ikke, at man ud fra et oplæg om et opholdssted for handicappede, kan bedømme, om det er et felt man ville kunne slå sine folder som uddannet pædagog. Men det gælder vel for alle retninger indenfor pædagogikken eller alle arbejdsretninger generelt. Du ved i princippet ikke, om det er noget for dig, før du selv har haft næsen nede i processerne.

Men jeg tror, at arbejdet med handicappede børn og voksne kræver rigtigt meget af en pædagog - ikke kun rent fagligt, men bestemt også menneskeligt.
Man skal - om nogen steder - se forbi div. handicap/udfordringer/diagnoser og udelukkende se barnet. Man skal lægge alle sine evt. fordomme på hylden og leve i nuet sammen med barnet. Man skal kunne glide ind i barnets fastlagte og meget skemalagte verden. Man skal formå, at skabe en relation til et andet menneske, der måske ikke mestrer et sprog. Man skal være opfindsom i sine løsninger og til tider være en detektiv for at finde problemerstillinger, der ikke kommer frem i lyset af sig selv. Oveni alt det pædagogiske arbejde, beskrivelser af barnet, læreplaner, beskrivelser af arbejdsgange osv., skal man også huske barnets familie, der står i kulissen, og måske også kæmper med deres egne udfordringer ved at få et handicappet barn.

Da jeg efter endt skoledag kørt hjem, hørte jeg radio. Det var til tonerne af Christina Aguilera der sang:
You are beautiful
In every single way.
Det mindede mig endnu engang om, at alle er lige - alle er lige fantastiske - eller som Møllegården siger: alt liv har værdi. Og jeg kunne ikke være mere enig og har dyb respekt for dette pædagogiske felt og de mennesker, der færders der hver dag.