mandag den 24. september 2012

Alle har en kulturrygsæk



Jeg vil ikke beskrive mig selv som værende særlig kulturel. Det kan tælles på få hænder, de gange, hvor jeg har fået en kulturel oplevelse i form af besøg på et kunstmuserum, biograf eller lignede. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men mine forældre og jeg kom bare ikke disse steder. Tror ikke, det var fordi de ikke havde lyst, men måske var de bare en anden generation - en generation, hvor man ikke nødvendigvis skulle "inspirere" og "udvikle" os børn. Så måske kunne man fristes til at tro, at jeg slet ikke har været "udsat" for kultur i min opvækst.....og dog. Kultur er så meget mere end en tur på et støvet museum.

Jeg mindes alle de gange, hvor min mor læste højt fra Troldepus. Jeg husker, den hyggelige stemning og stunden, hvor det kun var min mor og jeg - vores univers! Da jeg blev ældre, gik jeg selv i gang med at læse Tude Marie. Dét at læse bøger var – og er stadig – en stor del af mine kulturelle oplevelser. Man kan sætte sig i sin ynglings stol med et lunt tæppe og ”forsvinde” ind i en anden verden, hvor hverdagen bliver sat på standby. Man kan godt sige, at der ”slukkes for omverden”. Når jeg læste bøger, fik jeg en oplevelse af, at være en del af historien – præcis som i filmatiseringen af Den uendelige historie. I førnævnte historie bliver læseren så meget ”ét med historien”, at han - bogstaveligt talt – bliver en væsentlig del af den selv. Han bliver helten, der som den eneste, kan rede prinsessen og hendes verden fra at gå under.

Jeg mindes også, at vi (mor og jeg) ofte lavede ”vores egen” kultur. Gerne i form af tegninger eller store malerier. Min mor har dem stadig og det er til stor morskab, når de findes frem.

Det var jo også ren kultur, når fredagsbio med Anna og Lotte løb over skærmen. Man sad klistret til kassen, og de 30 minutter som udsendelsen varede, fløj af sted. Da jeg blev teenager, var det den klassiske serie Beverly Hills 90210, der blev interessant. Det er det vel for så vidt stadig – en klassiker, altså... Den vises i hvert fald stadig hver eftermiddag – genudsendelse, efter genudsendelse, efter genudsendelse..... Men den må jo stadig ramme plet. Ellers holdt de jo nok op med at vise den.

I mit voksne liv har jeg bl.a. været en del at seminariets Kultur i Natten. Det var en kæmpe oplevelse. I en hel uge ”levede” vi i tilblivelsen af kulturen og skabte den selv. Vi skabte et kulturelt rum, hvor målgruppen var børn i alle aldre og deres forældre. Det var fedt, at være med til at skabe nogle oplevelser, som børnene måske vil kunne huske resten af deres liv. Hvem ved….. måske er der en blogger, der om 10 år skriver om sine kulturelle oplevelser ved kulturnatten 2012.

Velkommen til min blog

Kære læser

Velkommen til min blog.

Denne blog er en beskrivelse af mine oplevelser af studiet/om studiet på pædagog seminariet i Thisted.

Den vil både blive brugt som et arbejdsredskab - både nuværende og fremtidigt - men også til hygge :)

Med hensyn til bloggen......Da jeg ikke er den store "teknik-nisse", håber jeg - og har en forventning om - at jeg selv vil lære en masse nyt og spændende hen af vejen.

Rigtig go fornøjelse - jeg glæder mig til vi "blogges ved"