Jeg er i øjeblikket godt igang med min første praktik, og jeg er i den forbindelse meget optaget af begrebet relationen mellem jeg selv, som pædagogisk personale, og brugerne af beskæftigelsestilbudet, hvor jeg arbejder. Begrebet relation er desuden overskriften på den efterfølgende opgave, som vi skal skrive efter endt praktik på seminariet.
I relationen til et andet menneske - i dette tilfælde en professionel/pædagogisk relation til en bruger - ligger der mange overvejelser. Man skal være opmærksom på både etik, verbalt/nonverbalt sprog, brugerens - så vel som egne - personlige grænser.
Desuden kan ting/genstande også gøre relationen mere besværlig.
Jeg har f.eks. besluttet, at jeg ikke vil gå med mine nøgler synligt, da jeg har oplevet en bruger "se" dem som værende et tegn på "magt" - altså, at de der bærer nøglerne bestemmer!
Jeg fik en fornemmelse af, at de hæmmede mig i min relation til brugerne - at JEG blev mere opmærksom på deres "betydning". Så derfor er de nu ikke mere synlige.
Jeg tilstæber, at jeg i det daglige forsøger, at skabe og bidrager til den ligeværdige relation til brugerne. Det er faktist et stort stykke arbejde, når man tager i betagtning, at relationen mellem pædagog og bruger fra begyndelsen er uligevægtig, og at man som pædagog, skal være meget opmærksom på skjult magt over et andet menneske. Med denne udtalelse mener jeg, at uanset hvad man siger, gør og mener, vil man - og skal også - tiltider træffe nogle beslutninger på brugernes vegne, som de måske ikke vil synes om. Det kunne f.eks. være en bruger, der overdoserer sin mad med salt, og man derfor, er nød til at kommentere det, da det jo som bekendt ikke er særlig sundt. Eller en bruger (en voksen), hvor man ser sig nødsaget til, at skære vedkommendes mad ud i bitte små bidder, da han ellers vil med garanti få dem galt i halsen og dermed risikerer, at blive kvalt. Disse ting er del af pædagogens daglige omsorg og arbejde. Man gør det af bedste mening, selvom det på samme tid degraderer brugeren og denne selvbestemmelse over eget liv, men samtiddig ikke bidrager til den ligevægtige relation.
Da vi var på seminariet, havde vi en dag besøg fra et bosted for udviklingshæmmede. Oplægsholderen fortalte om noget, som de kaldte stjernestunner. Dejlige stunner, hvor de var ligemænd og hyggede sig sammen - på trods af div handicaps. Jeg må blankt indrømme, at jeg på det tidspunkt, ikke anede hvad hun talte om, men jeg er nu ret sikker på, at jeg og en bruger har oplevet det sammen.
På et tidspunkt i vores middagspause, er der en bruger, der laver lidt sjov med en af mine kollegaer. I begyndelsen leer vi sammen af hans morsomheder, men efterhånde udvikler latteren sig, og bliver både mere højlydt og med tåre i øjnene for os begge. Da vi griner allermest, får vi på et tidspunkt øjenkontakt, og jeg ser, at vi nu egentlig bare griner af hinanden og vores fælles "indre film", der løber over skærmen. Dette forstærker selvfølgelig bare latteren og tårekanalerne ;O)
Men i dét øjeblik var vi fuldstændig på samme "side". Vi var ligemænd, der var ved at omkomme af grin over hinanden, og det var en fantastisk følelse!
