Børnesyn, Møllegården

Møllegården er et opholdssted for multihandicappede  børn - i denne sammenhæng er det børn med mange diagnoser og individuelle udfordringer i deres hverdag.

Møllegården tilstræber, at "se" det enkelt barn og dets resurser . De arbejder inkluderende i deres hverdag og hvert barn har deres særlige plads. Det er et sted, hvor man begynder, helt fra begyndelsen, med små delmål (at kunne sidde stille ved bordet ved spisning, at kunne holde på en gaffel osv.), og derefter arbejder sig stille og roligt op ad. De tilgodeser gennem hele procesen det enkelte barnets udviklingstempo. De ser hvert barn som værende unikt, og at alle liv har værdi. Derfor indrager de også børnene i mange af beslutningerne, der vedrører dem selv - ud fra det synspunkt, at alle har ret til at være medbestemmende og eget liv. De vil gerne opleves som værende en stor famile, hvor stjernestunder, gode relationer, pædagogik tilpasset det enkelte barn og sanseoplevelser er i højsædet. De tilstræber at skabe en hverdag, som er så normal som muligt for hvert barn - på trods af deres handicap. Det er vigtigt for Møllegården, at de er en tryg base for børnene såvel som børnenes familie.

Hvis man skulle sætte et navn på en pædagogisk tænker i sammenhæng med Møllegården, ville mit bud være Célestin Freinet.
Han's tanker omkring at barnet er unikt, at der skal udvises respekt for barnet/individet og for individets særpræg og særlige udvikling, er meget i tråd med Møllegården pædagogik.

De arbejder også inkluderende i deres pædagogik - dog ikke kun inkluderende i det store fællesskab, med også med inklusion i små fællesskaber, da det er det mest hensigsmæssige for børnene.

Personligt synes jeg, at det var et meget spændende oplæg. Man fik et indblik i pædagogens verden indenfor dette felt og hvad der forventes af en pædagog i disse sammenhænge.

Jeg tror ikke, at man ud fra et oplæg om et opholdssted for handicappede, kan bedømme, om det er et felt man ville kunne slå sine folder som uddannet pædagog. Men det gælder vel for alle retninger indenfor pædagogikken eller alle arbejdsretninger generelt. Du ved i princippet ikke, om det er noget for dig, før du selv har haft næsen nede i processerne.

Men jeg tror, at arbejdet med handicappede børn og voksne kræver rigtigt meget af en pædagog - ikke kun rent fagligt, men bestemt også menneskeligt.
Man skal - om nogen steder - se forbi div. handicap/udfordringer/diagnoser og udelukkende se barnet. Man skal lægge alle sine evt. fordomme på hylden og leve i nuet sammen med barnet. Man skal kunne glide ind i barnets fastlagte og meget skemalagte verden. Man skal formå, at skabe en relation til et andet menneske, der måske ikke mestrer et sprog. Man skal være opfindsom i sine løsninger og til tider være en detektiv for at finde problemerstillinger, der ikke kommer frem i lyset af sig selv. Oveni alt det pædagogiske arbejde, beskrivelser af barnet, læreplaner, beskrivelser af arbejdsgange osv., skal man også huske barnets familie, der står i kulissen, og måske også kæmper med deres egne udfordringer ved at få et handicappet barn.

Da jeg efter endt skoledag kørt hjem, hørte jeg radio. Det var til tonerne af Christina Aguilera der sang:
You are beautiful
In every single way.
Det mindede mig endnu engang om, at alle er lige - alle er lige fantastiske - eller som Møllegården siger: alt liv har værdi. Og jeg kunne ikke være mere enig og har dyb respekt for dette pædagogiske felt og de mennesker, der færders der hver dag.

Célestin Freinét

Pædagogisk tænker

Vi har på studiet lavet en selvstudieopgave vedr. en pædagogisk tænker. I vores gruppe skulle vi skrive om Célestin Freinet.

Grundlæggende oplysninger om Célestin Freinet.

Han blev født i 1896 i Provence. Han var gift med Elise, som var kunster og som var en stor del af hans arbejde. Han deltog i 1. verdenskrig, hvor han pådrog sig en lungeskade. Han første lærerjob var i Bar-sur-loup. Han døde i 1966 i Vence.

Barnesyn/ menneskesyn.
Det var vigtigt for ham, at der blev udvist respekt for barnet/ individet, og for individets særpræg og særlige udvikling.
Barnet skulle have mulighed for at eksperimentere, da det nødvendigt for at opbygge selvregulering og selvforvaltning hos barnet

Grundlæggende værdier.
Hans grundlæggende værdier handlede om, at alle børn skulle have lige muligheder for at udvikle og udfolde sig. Han mente, at kollektivet ikke skulle påføres udefra, men  var noget, der skulle opstå indefra som en nødvendighed. Han mente, at alle færdigheder udspringer af arbejde og at processen derfor, var lige så vigtig som det færdige produkt. Han mente, at der skulle 4 delelementer i spil, for at der automatisk ville opstå en "hel" læring - arbejde, udtrykket, det famlende eksperiment fra individualisme til kollektivisme.

Målet med opdragelse/pædagogikken.
Hans mål med pædagogik var, at barnet fik selvforståelse igennem egne erfaringer og erfaringer i fællesskabet. De skulle desuden lære, at der var positive/negative følger af deres egne insats.De skulle lære nødvendigheden af samarbejdet og lære om ansvarlighed gennem arbejdet med et fælles projekt - ikke kun for sin deres skyld, men også for fællesskabet skyld

Forholdet mellem voksne/professionel og barn/bruger.
Det var hans tanker, at den voksne skulle have en ledende observatør rolle ift. barnets læringsproces. Den voksne skulle respektere og vejlede barnet i dets ideer og gøre læringen overskueligt.

Metode/midler til og opnå målet.
Han bruge metoden, hvor barnet skulle lære af egne erfaringer - learning by doing.
Han skulle tage udgangspunkt i barnets interesser og behov(ugeskema), da han mente, at der nemmere opstod læring, når emnet fangede barnet interesse. Man skulle lære børnene at stille spørgsmålstegn. Det var hans overbevisning, at børn ville lære bedst ved at famle sig frem.

Célestin Freinet og en anden stor tænker - Rousseu - læner sig meget op af hinanden. De gør sig de samme tanker om, at barnet lære bedst af dets egne erfaringer. De lærer f.eks. bedst om smerte ved at slå sig. De er også enige om, at den voksne har den støttende og ledende rolle. De to tænkere taler ud fra hver deres perspektiver. Freinet taler ud fra et uddannelses perspektiv, hvor Rousseu taler ud af forælderene/opdragernes rolle.

I danmark er både Célestin Freinet teorier og undervisningsmaterialer anvendt i folkeskolen og i frie grundskoler. Den første danske Freinetskole blev oprettet i 1979, og der var i 2003 2 danske Freinetskoler.

Personligt kan jeg sagtens tilslutte mig Freinets ideer og overbevisninger. Det minder mig lidt om nogle friskoler, som jeg selv har erfaringer med. Jeg mener, at det er helt rigtigt, at man skal tage udgangspunkt i barnet, dets interesser og individets personlige udvikling. Freinet's ideer og alle hans tanker om barnets læringsproces, er et fint modtræk til samfundets "kassetænkning" og hvad barnets "skal" kunne på et "bestemt" tidspunkt.

Mediepanik.....

Der er mange medier, hvor både børn og voksne kan fare vild. Mulighederne og meningerne er mange. Jeg tror det handler om, at alt nyt er både spændende og farligt på samme tid.

De faste deltagere i diskussionen er forældrene og fagpersoner, som begge kan trække i begge retninger. Nogle fagpersoner mener, at børn kan blive voldelige af at spille f. eks. Counter-strike og andre mener, at de netop ikke bliver det, da de får afløb for deres aggressioner på en sund måde.

Nogen forældre vælger, at deres børn skal være ”forskånet” for alt det ”farlige”, som det nye medie repræsentere, og i andre familier er mediet en fast del af hverdagen. Man kan bruge lang tid på at diskutere hvilken opfattelse er korrekt. Er det fagpersonernes begrundede opfattelser, der er ”den rigtige” eller er det forældrene, der trods alt kender deres børn bedst?

Jeg mener, at det vigtigste er af nogen tager ansvar på brugen af de forskellige medier og vi som forældre lære vores børn om etik, digital dannelse osv. Vi kan lige så godt se det i øjnene – mediet er kommet for at blive og vil vinde mere og mere indpas i vores hverdag. 

2 pædagogiske perspektiver - et fælles fodslav?

Det mest optimale ville være, hvis alle pædagoger i samme institution havde fælles fodslav og gjorde tingene ens. Eller er det? og er det realistisk?

Vi er 25 i vores klasse på seminariet. Vi får den samme undervisning, får udleveret samme tekstmateriale og skal lave samme opgaver. Med andre ord - der bliver stillet de samme krav til alle de studerende. Men betyder det så, at vi alle kommet ud på den anden side, som fuldstændig ens pædagoger? Det mener jeg ikke er tilfældet. Vi kommer alle med vores kultur, vores perspektiv, vores børnesyn og oplevelsen af, hvad er "rigtigt" og "forkert". Vi bliver alle pædagoger på hver vores måde, og forhåbentligt rigtig gode, på hver vores måde...

Hvad er det gode liv?

Hvad er det gode liv? Er det, at man har penge i spandevis som f.eks. en millionær? Eller er det gode liv, at man bare har til dagen af vejen, men til gengæld er hjemmegående husmor, hvor det nære familieliv er vægtet højt? Eller kunne det være noget helt tredje, som f.eks. en højtuddannet akademiker, der arbejder 80 timer ugentligt, fordi det er vigtigt for ham/hende, at pleje sin karriere? Hvad med de udviklingshæmmede? – lever de et godt og værdigt liv?

Jeg mener, at ”det gode liv” klart er kulturbestemt, og er afhængig af øjnene der ser. Vi ser med hver vores ”kulturbriller”. Vi har alle forskellige interesser og det afspejler sig også i, hvad vi hver især vurderer, hvad der betegnes som et godt liv. Det kan jo godt, være at det jeg vurderer, som det helt rigtige for mig, ikke nødvendigvis er godt for min nabo.

Man kan måske synes, at man da ikke kan sammenligne en millionær med en udviklingshæmmet, som jeg gør i det overstående, men så alligevel…. De har begge ”øjne” og begge parter kan ”se”… - bare ud fra hver deres udgangspunkt/”kulturbriller”.

Jeg vil derfor i mit spørgsmål fra overskriften, vende tilbage til de udviklingshæmmede. Hvad er ”det gode liv” for dem? Er det, at de bliver sat ind i skemaer (hermed menes div. handlingsplaner, læreplaner osv.), hvor de stille og roligt indgår i det ”normale” samfund – så normalt, som det kan blive med deres kompetencer og evner. Man kan også være - i mine øjne - grov og give dem det godt liv ved at vælge dem fra, inden de overhovedet er kommet til verden. Man kunne jo godt have tanken: De kommer jo alligevel aldrig til, at leve deres liv fuldt ud og vil altid være afhængig af andre. Men hvem siger det? – og for hvis skyld gør vi hvad? Vælger vi dem f.eks. fra for deres egen eller samfundets skyld?

Jeg mener ikke, at vi skal gøre os til herre over, hvem der kan få/have et godt liv eller ej. Jeg mener heller ikke, at vi skal bedømme andres liv. Jeg mener faktisk ikke, at vi har kompetence til at vurdere andres ”mening med livet” uden, at man sætter sig i modpartens sted – altså, ændre sit perspektiv og derefter er det ikke engang sikkert, at vi forstår den til fulde.

Jeg er ret sikker på, at de fleste udviklingshæmmede, lever deres liv fuldt ud og er glad for deres tilværelse. De lever det jo bare på deres måde. De lever ”deres” gode liv – såvel som millionæren og den hjemmegående husmor.

Måske er lægevidenskaben og samfundet blevet lidt for gode til, at vurdere på vores/andres vegne, og dermed have lidt for travlt med at putte os alle ned i kasser??? Jeg mener bare…. Hvordan skulle samfundet kunne bestemme ”det gode liv” på dens borgeres vegne, når det kun er den enkelte, der kan vurdere, hvad et godt liv er for dem?

Afsløring af stereotypen.

Som man kan se i det tidligere indlæg, var vores redaktions bidrag til stereotypen en soldat. Selvom det efterhånder mange år siden, at kvinder kunne melde sig ind i militæret, er der til stadighed en forestilling om, at en soldat er stor og bredskuldret mand. Idag er der stadig langt mellem pigerne i militæret. selvom de - efter min mening - ville kunne bidrage med mange gode ting. Det kan godt være, de ikke ville være i stand til at løfte, de største træstammer eller tage forhindringsbanen uden at benytte den opstillede skammel. Men jeg er sikker på, at de ville kunne bidrage med noget godt til både sammenholdet og samarbejdet.

Før/efter billeder af stereotyper

Stereotyper.

Før....

Efter.....

Han, hun, humlebi eller Ninja.... For eller imod?

Hvordan ville du reagerer, hvis din søn pludselig havde forelsket sig i det største  strutskørt - der tilmed var pink - , han kunne finde på nettet? Eller som den eneste i børnehaven, gerne ville være fe til fastelavn? Hvad med, hvis din datter ville være prins eller batmand? Ville det være mere "spiseligt", fordi hun var en pige? Skal børn ha' lov et at udfolde sig og dermed lærer af de knubs, som de kan blive mødt med ude i verden? Eller er "udklædning" kun anvendelige i legesammenhæng eller til fastelavn?

Som alt andet i den pædagogiske verden er svarene og meningerne mange. Man kan finde fædre, der ville bakke fuldstændig ud af døren i børnehaven, hvis de blev mødt af deres lille Peter i en lyserød prinsessekjole, en ganske almindelig mandag, når han skulle hentes. Han ville måske tænke: Åhhhh nej, er han "mærkelig" eller er han ved at udvikle homoseksuelle tendenser? Det må vi vist hellere få sat en stopper for nu.....Eller hvad....?

Jeg selv, vil aldrig blive stillet i den situation, da jeg er selv mor til piger. Men det betyder ikke, at jeg ikke selv, har skulle tage stilling til, om det mine døtre foretog sig, var "passende" for en pige. Det skal forestås på den måde, at da mine døtre skulle vælge kostume til sidst fastelavn, ville Freja være humlebi - hvilket er ret tilforladeligt, set i forhold til at hun er en pige - , hvorimod Gry ville være en sej Ninja. Personligt, tog jeg det med ophøjet ro. Hvad skulle det kunne skade? Min holdning skal ses i lyset af, at jeg selv altid har været en "drengepige", der hellere ville kravle i træer, blive beskidt og havde overvejrende flest drengevenner. Men det var sjovt og underholdende, at se/hører omverdens reaktioner på min datters valg af kostume. Det var udtalelser lige fra: Ej, det kan hun da ikke! - Til: Selvfølgelig skal du det, sejt!
Min datter tog det også roligt. Hun ville være Ninja og dermed færdigt!

Men måske kan mit lille eksempel slet ikke anvendes i denne sammenhæng, da det jo var fastelav, hvor alle jo klæder sig ud. Præcis den dag, var det måske ok?


Personligt, var jeg faktisk ret stolt af hende. Hun havde lyst til at være Ninja og stod fast ved hendes valg og skelnede slet ikke til andre, deres meninger og "normen". 

Uanset hvad, så kan vi vist alle blive enige om, at det er vigtigt, alle børn får lov til at være dem selv og får en fornemmelse af, at være accepteret - præcis som de er - uanset om man vil være en sød lille humlebi eller en sej Ninja. Måske er det i virkeligheden omverdenen, der skal tilpasse sig en smule, så den kan rumme alle, frem for, at det er alle de, der falder lidt udenfor en fastsat kategori, der skal tilpasse sig omverdenden.

Men det er jo bare min mening og min vinkel på sagen. Som sagt, er der jo ingen "løsning" - ingen fastsat rigtigt eller forkert..... Men bestemt et meget interessant emne, der kan give anledning til en spændende debat.

Alle har en kulturrygsæk

Jeg vil ikke beskrive mig selv som værende særlig kulturel. Det kan tælles på få hænder, de gange, hvor jeg har fået en kulturel oplevelse i form af besøg på et kunstmuserum, biograf eller lignede. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men mine forældre og jeg kom bare ikke disse steder. Tror ikke, det var fordi de ikke havde lyst, men måske var de bare en anden generation - en generation, hvor man ikke nødvendigvis skulle "inspirere" og "udvikle" os børn. Så måske kunne man fristes til at tro, at jeg slet ikke har været "udsat" for kultur i min opvækst.....og dog. Kultur er så meget mere end en tur på et støvet museum.

Jeg mindes alle de gange, hvor min mor læste højt fra Troldepus. Jeg husker, den hyggelige stemning og stunden, hvor det kun var min mor og jeg - vores univers! Da jeg blev ældre, gik jeg selv i gang med at læse Tude Marie. Dét at læse bøger var – og er stadig – en stor del af mine kulturelle oplevelser. Man kan sætte sig i sin ynglings stol med et lunt tæppe og ”forsvinde” ind i en anden verden, hvor hverdagen bliver sat på standby. Man kan godt sige, at der ”slukkes for omverden”. Når jeg læste bøger, fik jeg en oplevelse af, at være en del af historien – præcis som i filmatiseringen af Den uendelige historie. I førnævnte historie bliver læseren så meget ”ét med historien”, at han - bogstaveligt talt – bliver en væsentlig del af den selv. Han bliver helten, der som den eneste, kan rede prinsessen og hendes verden fra at gå under.

Jeg mindes også, at vi (mor og jeg) ofte lavede ”vores egen” kultur. Gerne i form af tegninger eller store malerier. Min mor har dem stadig og det er til stor morskab, når de findes frem.

Det var jo også ren kultur, når fredagsbio med Anna og Lotte løb over skærmen. Man sad klistret til kassen, og de 30 minutter som udsendelsen varede, fløj af sted. Da jeg blev teenager, var det den klassiske serie Beverly Hills 90210, der blev interessant. Det er det vel for så vidt stadig – en klassiker, altså... Den vises i hvert fald stadig hver eftermiddag – genudsendelse, efter genudsendelse, efter genudsendelse..... Men den må jo stadig ramme plet. Ellers holdt de jo nok op med at vise den.

I mit voksne liv har jeg bl.a. været en del at seminariets Kultur i Natten. Det var en kæmpe oplevelse. I en hel uge ”levede” vi i tilblivelsen af kulturen og skabte den selv. Vi skabte et kulturelt rum, hvor målgruppen var børn i alle aldre og deres forældre. Det var fedt, at være med til at skabe nogle oplevelser, som børnene måske vil kunne huske resten af deres liv. Hvem ved….. måske er der en blogger, der om 10 år skriver om sine kulturelle oplevelser ved kulturnatten 2012.

Velkommen til min blog

Kære læser

Velkommen til min blog.

Denne blog er en beskrivelse af mine oplevelser af studiet/om studiet på pædagog seminariet i Thisted.

Den vil både blive brugt som et arbejdsredskab - både nuværende og fremtidigt - men også til hygge :)

Med hensyn til bloggen......Da jeg ikke er den store "teknik-nisse", håber jeg - og har en forventning om - at jeg selv vil lære en masse nyt og spændende hen af vejen.

Rigtig go fornøjelse - jeg glæder mig til vi "blogges ved"