Stjernestunner er et godt relationsredskab!

Jeg er i øjeblikket godt igang med min første praktik, og jeg er i den forbindelse meget optaget af begrebet relationen mellem jeg selv, som pædagogisk personale, og brugerne af beskæftigelsestilbudet, hvor jeg arbejder. Begrebet relation er desuden overskriften på den efterfølgende opgave, som vi skal skrive efter endt praktik på seminariet.

I relationen til et andet menneske - i dette tilfælde en professionel/pædagogisk relation til en bruger - ligger der mange overvejelser. Man skal være opmærksom på både etik, verbalt/nonverbalt sprog, brugerens  - så vel som egne - personlige grænser.

Desuden kan ting/genstande også gøre relationen mere besværlig.
Jeg har f.eks. besluttet, at jeg ikke vil gå med mine nøgler synligt, da jeg har oplevet en bruger "se" dem som værende et tegn på "magt" - altså, at de der bærer nøglerne bestemmer!
Jeg fik en fornemmelse af, at de hæmmede mig i min relation til brugerne - at JEG blev mere opmærksom på deres "betydning". Så derfor er de nu ikke mere synlige.

Jeg tilstæber, at jeg i det daglige forsøger, at skabe og bidrager til den ligeværdige relation til brugerne. Det er faktist et stort stykke arbejde, når man tager i betagtning, at relationen mellem pædagog og bruger fra begyndelsen er uligevægtig, og at man som pædagog, skal være meget opmærksom på skjult magt over et andet menneske. Med denne udtalelse mener jeg, at uanset hvad man siger, gør og mener, vil man - og skal også - tiltider træffe nogle beslutninger på brugernes vegne, som de måske ikke vil synes om. Det kunne f.eks. være en bruger, der overdoserer sin mad med salt, og man derfor, er nød til at kommentere det, da det jo som bekendt ikke er særlig sundt. Eller en bruger (en voksen), hvor man ser sig nødsaget til, at skære vedkommendes mad ud i bitte små bidder, da han ellers vil med garanti få dem galt i halsen og dermed risikerer, at blive kvalt. Disse ting er del af pædagogens daglige omsorg og arbejde. Man gør det af bedste mening, selvom det på samme tid degraderer brugeren og denne selvbestemmelse over eget liv, men samtiddig ikke bidrager til den ligevægtige relation.

Da vi var på seminariet, havde vi en dag besøg fra et bosted for udviklingshæmmede. Oplægsholderen fortalte om noget, som de kaldte stjernestunner. Dejlige stunner, hvor de var ligemænd og hyggede sig sammen - på trods af div handicaps. Jeg må blankt indrømme, at jeg på det tidspunkt, ikke anede hvad hun talte om, men jeg er nu ret sikker på, at jeg og en bruger har oplevet det sammen.

På et tidspunkt i vores middagspause, er der en bruger, der laver lidt sjov med en af mine kollegaer. I begyndelsen  leer vi sammen af hans morsomheder, men efterhånde udvikler latteren sig, og bliver både mere højlydt og med tåre i øjnene for os begge. Da vi griner allermest, får vi på et tidspunkt øjenkontakt, og jeg ser, at vi nu egentlig bare griner af hinanden og vores fælles "indre film", der løber over skærmen. Dette forstærker selvfølgelig bare latteren og tårekanalerne ;O)

Men i dét øjeblik var vi fuldstændig på samme "side". Vi var ligemænd, der var ved at omkomme af grin over hinanden, og det var en fantastisk følelse!

Inklusion - spørgsmål man kunne stille sig selv

Vi har i undervisningen talt meget om Inklusion og dens betydning for alle - voksne som børn - i  institutionsmiljøer.

Vi kan hurtig blive enige om, at Inklusion er vigtigt. Jeg vil vædde med, at du ikke kan finde en eneste institution, der ikke har brugt ordet op til flere gange, da de skrev deres værdigrundlag. Men hvad er Inklusion? Eller rettere, hvad ligger man i ordret? Er Inklusion det samme som rummelighed, eller er det barnets ret til at være unik i et fællesskab?

Inklusion kan hurtigt blive et "værdiord", som vi slynger om os i flæng, men som ingen egentlig ved, hvad betyder i praksis.

For mig betyder ordet, at alle har ret til at være en bidragende del af et fællesskab og at det er pædagogens ansvar, at dette fungerer i praksis. Det betyder - for mig - at pædagogen skal vise vejen for børnene ved selv, at være det gode eksempel. Børn er nemlig så smart indrettet, at de ikke GØR som du SIGER, men GØR som du GØR.....

Vi er helt enige om, at inklusion er vigtigt. Det har stor betydning for det enkelt barn, dets selvværd og barnets udvikling af sociale kompetencer. En god inklusion kan bidrage til, at barnet lærer noget om sig selv - herunder tænker jeg, at barnet føler sig hørt og forstået, men også at det enkelte barn får øje for forskellighed, lærer om tålmodighed og får indsigt i andres situation.

Jeg tillader mig dog, at stille et par kritiske spørgsmål...

Er det mon nødvendigt, at alle skal inkluderes i det store fællesskab?
Jeg tænker bare, at hvis man er et barn, der pga. af generthed, bedre fungerer i små fællesskaber, hvor det hele ikke virker så overvældende, er det så ikke bedre, at inkludere barnet her, fremfor at man partout skal trække det store fællesskab ned over hovedet på barnet? Er det ikke ok, bare at have lov til at være genert, uden der absolut skal laves om på vedkommende for at passe ind? - og er det ikke i virkeligheden, det modsatte af inklusion?

Jeg har også tænkt over, hvorfor alle børn med specielle behov/handicap skal placeres i specielle institutioner? Med min fornuft, kan jeg jo godt se, at det gøres for at man skal placere barnet hvor der er bedst mulighed for at imødekomme barnets behov, men hvad lærer vi vores " normalt udviklede" børn ved det? De lærer da intet om, at folk er forskellige og har forskellige behov og forskellige forudsætninger. Vi lærer dem ikke, at der skal være plads til alle i alle sammenhæng, ved at " gemme" dem væk på specielle institutioner. Lærer vi ikke i virkeligheden vores børn, at det er OK at ekskluderer børn fra fællesskabet, der falder udenfor " den normale kasse"? Så lærer vi jo pludselig - måske ubevidst - vores børn "minusordret" eksklusion.....

Minusord og plusord...... I min verden skal der være plads til alle, og jeg tror man kommer langt med næstekærlighed og forståelse for andre og deres situation.

I virkeligheden handler inklusion - i min verden - om, at hvis vi formår at ændre vores eget perspektiv og kan sætte os i andres sted, kommer meget af inklusionen af sig selv.

Børnesyn, Møllegården

Møllegården er et opholdssted for multihandicappede  børn - i denne sammenhæng er det børn med mange diagnoser og individuelle udfordringer i deres hverdag.

Møllegården tilstræber, at "se" det enkelt barn og dets resurser . De arbejder inkluderende i deres hverdag og hvert barn har deres særlige plads. Det er et sted, hvor man begynder, helt fra begyndelsen, med små delmål (at kunne sidde stille ved bordet ved spisning, at kunne holde på en gaffel osv.), og derefter arbejder sig stille og roligt op ad. De tilgodeser gennem hele procesen det enkelte barnets udviklingstempo. De ser hvert barn som værende unikt, og at alle liv har værdi. Derfor indrager de også børnene i mange af beslutningerne, der vedrører dem selv - ud fra det synspunkt, at alle har ret til at være medbestemmende og eget liv. De vil gerne opleves som værende en stor famile, hvor stjernestunder, gode relationer, pædagogik tilpasset det enkelte barn og sanseoplevelser er i højsædet. De tilstræber at skabe en hverdag, som er så normal som muligt for hvert barn - på trods af deres handicap. Det er vigtigt for Møllegården, at de er en tryg base for børnene såvel som børnenes familie.

Hvis man skulle sætte et navn på en pædagogisk tænker i sammenhæng med Møllegården, ville mit bud være Célestin Freinet.
Han's tanker omkring at barnet er unikt, at der skal udvises respekt for barnet/individet og for individets særpræg og særlige udvikling, er meget i tråd med Møllegården pædagogik.

De arbejder også inkluderende i deres pædagogik - dog ikke kun inkluderende i det store fællesskab, med også med inklusion i små fællesskaber, da det er det mest hensigsmæssige for børnene.

Personligt synes jeg, at det var et meget spændende oplæg. Man fik et indblik i pædagogens verden indenfor dette felt og hvad der forventes af en pædagog i disse sammenhænge.

Jeg tror ikke, at man ud fra et oplæg om et opholdssted for handicappede, kan bedømme, om det er et felt man ville kunne slå sine folder som uddannet pædagog. Men det gælder vel for alle retninger indenfor pædagogikken eller alle arbejdsretninger generelt. Du ved i princippet ikke, om det er noget for dig, før du selv har haft næsen nede i processerne.

Men jeg tror, at arbejdet med handicappede børn og voksne kræver rigtigt meget af en pædagog - ikke kun rent fagligt, men bestemt også menneskeligt.
Man skal - om nogen steder - se forbi div. handicap/udfordringer/diagnoser og udelukkende se barnet. Man skal lægge alle sine evt. fordomme på hylden og leve i nuet sammen med barnet. Man skal kunne glide ind i barnets fastlagte og meget skemalagte verden. Man skal formå, at skabe en relation til et andet menneske, der måske ikke mestrer et sprog. Man skal være opfindsom i sine løsninger og til tider være en detektiv for at finde problemerstillinger, der ikke kommer frem i lyset af sig selv. Oveni alt det pædagogiske arbejde, beskrivelser af barnet, læreplaner, beskrivelser af arbejdsgange osv., skal man også huske barnets familie, der står i kulissen, og måske også kæmper med deres egne udfordringer ved at få et handicappet barn.

Da jeg efter endt skoledag kørt hjem, hørte jeg radio. Det var til tonerne af Christina Aguilera der sang:
You are beautiful
In every single way.
Det mindede mig endnu engang om, at alle er lige - alle er lige fantastiske - eller som Møllegården siger: alt liv har værdi. Og jeg kunne ikke være mere enig og har dyb respekt for dette pædagogiske felt og de mennesker, der færders der hver dag.

Célestin Freinét

Pædagogisk tænker

Vi har på studiet lavet en selvstudieopgave vedr. en pædagogisk tænker. I vores gruppe skulle vi skrive om Célestin Freinet.

Grundlæggende oplysninger om Célestin Freinet.

Han blev født i 1896 i Provence. Han var gift med Elise, som var kunster og som var en stor del af hans arbejde. Han deltog i 1. verdenskrig, hvor han pådrog sig en lungeskade. Han første lærerjob var i Bar-sur-loup. Han døde i 1966 i Vence.

Barnesyn/ menneskesyn.
Det var vigtigt for ham, at der blev udvist respekt for barnet/ individet, og for individets særpræg og særlige udvikling.
Barnet skulle have mulighed for at eksperimentere, da det nødvendigt for at opbygge selvregulering og selvforvaltning hos barnet

Grundlæggende værdier.
Hans grundlæggende værdier handlede om, at alle børn skulle have lige muligheder for at udvikle og udfolde sig. Han mente, at kollektivet ikke skulle påføres udefra, men  var noget, der skulle opstå indefra som en nødvendighed. Han mente, at alle færdigheder udspringer af arbejde og at processen derfor, var lige så vigtig som det færdige produkt. Han mente, at der skulle 4 delelementer i spil, for at der automatisk ville opstå en "hel" læring - arbejde, udtrykket, det famlende eksperiment fra individualisme til kollektivisme.

Målet med opdragelse/pædagogikken.
Hans mål med pædagogik var, at barnet fik selvforståelse igennem egne erfaringer og erfaringer i fællesskabet. De skulle desuden lære, at der var positive/negative følger af deres egne insats.De skulle lære nødvendigheden af samarbejdet og lære om ansvarlighed gennem arbejdet med et fælles projekt - ikke kun for sin deres skyld, men også for fællesskabet skyld

Forholdet mellem voksne/professionel og barn/bruger.
Det var hans tanker, at den voksne skulle have en ledende observatør rolle ift. barnets læringsproces. Den voksne skulle respektere og vejlede barnet i dets ideer og gøre læringen overskueligt.

Metode/midler til og opnå målet.
Han bruge metoden, hvor barnet skulle lære af egne erfaringer - learning by doing.
Han skulle tage udgangspunkt i barnets interesser og behov(ugeskema), da han mente, at der nemmere opstod læring, når emnet fangede barnet interesse. Man skulle lære børnene at stille spørgsmålstegn. Det var hans overbevisning, at børn ville lære bedst ved at famle sig frem.

Célestin Freinet og en anden stor tænker - Rousseu - læner sig meget op af hinanden. De gør sig de samme tanker om, at barnet lære bedst af dets egne erfaringer. De lærer f.eks. bedst om smerte ved at slå sig. De er også enige om, at den voksne har den støttende og ledende rolle. De to tænkere taler ud fra hver deres perspektiver. Freinet taler ud fra et uddannelses perspektiv, hvor Rousseu taler ud af forælderene/opdragernes rolle.

I danmark er både Célestin Freinet teorier og undervisningsmaterialer anvendt i folkeskolen og i frie grundskoler. Den første danske Freinetskole blev oprettet i 1979, og der var i 2003 2 danske Freinetskoler.

Personligt kan jeg sagtens tilslutte mig Freinets ideer og overbevisninger. Det minder mig lidt om nogle friskoler, som jeg selv har erfaringer med. Jeg mener, at det er helt rigtigt, at man skal tage udgangspunkt i barnet, dets interesser og individets personlige udvikling. Freinet's ideer og alle hans tanker om barnets læringsproces, er et fint modtræk til samfundets "kassetænkning" og hvad barnets "skal" kunne på et "bestemt" tidspunkt.

Mediepanik.....

Der er mange medier, hvor både børn og voksne kan fare vild. Mulighederne og meningerne er mange. Jeg tror det handler om, at alt nyt er både spændende og farligt på samme tid.

De faste deltagere i diskussionen er forældrene og fagpersoner, som begge kan trække i begge retninger. Nogle fagpersoner mener, at børn kan blive voldelige af at spille f. eks. Counter-strike og andre mener, at de netop ikke bliver det, da de får afløb for deres aggressioner på en sund måde.

Nogen forældre vælger, at deres børn skal være ”forskånet” for alt det ”farlige”, som det nye medie repræsentere, og i andre familier er mediet en fast del af hverdagen. Man kan bruge lang tid på at diskutere hvilken opfattelse er korrekt. Er det fagpersonernes begrundede opfattelser, der er ”den rigtige” eller er det forældrene, der trods alt kender deres børn bedst?

Jeg mener, at det vigtigste er af nogen tager ansvar på brugen af de forskellige medier og vi som forældre lære vores børn om etik, digital dannelse osv. Vi kan lige så godt se det i øjnene – mediet er kommet for at blive og vil vinde mere og mere indpas i vores hverdag. 

2 pædagogiske perspektiver - et fælles fodslav?

Det mest optimale ville være, hvis alle pædagoger i samme institution havde fælles fodslav og gjorde tingene ens. Eller er det? og er det realistisk?

Vi er 25 i vores klasse på seminariet. Vi får den samme undervisning, får udleveret samme tekstmateriale og skal lave samme opgaver. Med andre ord - der bliver stillet de samme krav til alle de studerende. Men betyder det så, at vi alle kommet ud på den anden side, som fuldstændig ens pædagoger? Det mener jeg ikke er tilfældet. Vi kommer alle med vores kultur, vores perspektiv, vores børnesyn og oplevelsen af, hvad er "rigtigt" og "forkert". Vi bliver alle pædagoger på hver vores måde, og forhåbentligt rigtig gode, på hver vores måde...

Hvad er det gode liv?

Hvad er det gode liv? Er det, at man har penge i spandevis som f.eks. en millionær? Eller er det gode liv, at man bare har til dagen af vejen, men til gengæld er hjemmegående husmor, hvor det nære familieliv er vægtet højt? Eller kunne det være noget helt tredje, som f.eks. en højtuddannet akademiker, der arbejder 80 timer ugentligt, fordi det er vigtigt for ham/hende, at pleje sin karriere? Hvad med de udviklingshæmmede? – lever de et godt og værdigt liv?

Jeg mener, at ”det gode liv” klart er kulturbestemt, og er afhængig af øjnene der ser. Vi ser med hver vores ”kulturbriller”. Vi har alle forskellige interesser og det afspejler sig også i, hvad vi hver især vurderer, hvad der betegnes som et godt liv. Det kan jo godt, være at det jeg vurderer, som det helt rigtige for mig, ikke nødvendigvis er godt for min nabo.

Man kan måske synes, at man da ikke kan sammenligne en millionær med en udviklingshæmmet, som jeg gør i det overstående, men så alligevel…. De har begge ”øjne” og begge parter kan ”se”… - bare ud fra hver deres udgangspunkt/”kulturbriller”.

Jeg vil derfor i mit spørgsmål fra overskriften, vende tilbage til de udviklingshæmmede. Hvad er ”det gode liv” for dem? Er det, at de bliver sat ind i skemaer (hermed menes div. handlingsplaner, læreplaner osv.), hvor de stille og roligt indgår i det ”normale” samfund – så normalt, som det kan blive med deres kompetencer og evner. Man kan også være - i mine øjne - grov og give dem det godt liv ved at vælge dem fra, inden de overhovedet er kommet til verden. Man kunne jo godt have tanken: De kommer jo alligevel aldrig til, at leve deres liv fuldt ud og vil altid være afhængig af andre. Men hvem siger det? – og for hvis skyld gør vi hvad? Vælger vi dem f.eks. fra for deres egen eller samfundets skyld?

Jeg mener ikke, at vi skal gøre os til herre over, hvem der kan få/have et godt liv eller ej. Jeg mener heller ikke, at vi skal bedømme andres liv. Jeg mener faktisk ikke, at vi har kompetence til at vurdere andres ”mening med livet” uden, at man sætter sig i modpartens sted – altså, ændre sit perspektiv og derefter er det ikke engang sikkert, at vi forstår den til fulde.

Jeg er ret sikker på, at de fleste udviklingshæmmede, lever deres liv fuldt ud og er glad for deres tilværelse. De lever det jo bare på deres måde. De lever ”deres” gode liv – såvel som millionæren og den hjemmegående husmor.

Måske er lægevidenskaben og samfundet blevet lidt for gode til, at vurdere på vores/andres vegne, og dermed have lidt for travlt med at putte os alle ned i kasser??? Jeg mener bare…. Hvordan skulle samfundet kunne bestemme ”det gode liv” på dens borgeres vegne, når det kun er den enkelte, der kan vurdere, hvad et godt liv er for dem?